Vignettes

Konservative tanker om samtiden

I middelalderen, hvor samfundet var præget af hård standsopdeling og hierarki, var der samtidigt en fascination af det makabre og morbide, som kom til sit kraftigste udtryk i dødedansen, hvor konger, kejsere og bisper dansede sammen med simple bønder og Døden med sin le.  I døden var alle lige. Formålet var at opildne fyrster og potentater til pligttro og ydmyghed; det var bitter medicin mod arrogance og magtfuldkommenhed.

I vort samfund, der er så præget af socialliberalisme og egalitarisme, er vi alle lige, og ganske som i middelalderen er der brug for et korrektiv.

Lystige hyrdelandskaber, som den stakkels Marie Antoinette engang yndede, kammer over i pastiche uden en knokkelmand til at skære gennem sødmen og minde om døden. I en dansk tradition er Kingos barokke salmer blandt af de bedste formaninger om altings forgængelighed:

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen er sælsom og skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand!

(Thomas Kingo, ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, 1681)

I en tid, hvor Rousseau kunne føle sig hjemme, bør man læse de Maistre. Er der tendens til at ville konsensus og dialog, bør man læse Carl Schmitt og om valg. Er Al Gore populær, bør man læse, hvad Lord Monckton skriver. Og således videre. Konservatismen er aldrig at give sig helt hen til tidsånden, men betragte den med skepsis, som Oscar Wilde beskrev det: “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars” (Lady Windermere’s Fan, 1892).

For tiden læser jeg Kuehnelt-Leddihn, hvis fornemme, aristokratiske og individualistiske tænking som monarkiet i et demokrati giver nationen ”fasthed og styrke og højhed”.  Det kan varmt anbefales. Hans værker er ædruelig læsning, der skarpt og udfordrende gør op med masseideologi, kollektivisme og egalitarisme.

Det er præcis, hvad vor tids søde frisind trænger til: At forædles til en mere voksen smag, ganske som børn med tiden vænnes fra sød, karakterløs mælkechokolade til en mere krævende, bittersød Valrhona. Karakterløshed præger desværre megen offentlig debat her i det skønne Nord, og aldrig mere end i kritik fremført af gamle otteogtressere om den tiltagende individualisering, zapperkulturen og hvad det ellers hedder, der viser en så upræget mangel på selvkritik, at det bliver kvalmt.

Snart er der ikke det nedgangstegn, der ikke kan (bort)forklares under henvisning til ungdommens stadigt tiltagende korruption. Det er bizart. Generationer, som implementerede frie valg på områder, man aldrig havde set før og gjorde alt, hvad de kulturradikale havde drømt om, står nu med tømmermænd.

Det er blevet klart at normløshedspolitikken havde langt alvorligere virkninger. Man ville højne respekten for mennesket ved at respektere dets ret til at træffe egne valg, hvad der er ædelt, men også enøjet, hvis det bliver frihed uden ansvar. Alt dette må man gøre op med.

De negative virkninger ser man måske først og fremmest på børn, som jo ikke nyder godt af voksnes mulighed for at træffe frie valg, men kun mærker deres konsekvenser. Bedre hjerner end undertegnede har skrevet den stadigt tiltagende fædreløshedens institutionalisering, som er belejlig både for drengerøve og moderne, selvstændige kvinder, men også autoritetens bortvisning i overgangen fra den sorte til røde skole. Konsekvenserne er mangeartede, men ophavet tilskrives ofte egoisme, individualisme og liberalisme, hvormed der menes den klassiske (foruden at man ikke bør stemme på de borgerlige partier).

Aviserne er fyldt med det. Øget vold mod tjenestemand? Individualiseringen. Ensomhed? Individualisering. Finansforbundet skrev 6. januar i år, på sin hjemmeside:

Grunden til stigningen i vold og trusler på arbejdspladsen kan skyldes en holdningsændring i befolkningen. ”Der sker en individualisering i samfundet. Folk har mindre respekt for autoriteterne. Så når de får et nej, vil de ikke acceptere det”

Det er naturligvis vås. Det, de faktisk taler om, er egalitarisme, liberalisme i den moderne amerikanske form, som nivellerer og sidestiller alle i sølet, og nedbryder de regler og strukturer, der overhovedet gør det muligt at tale om et kollektiv. Der er forskel på den udjævnede masse, som er socialismens ideal, hvor man kan opleve en forgængelig fælles eufori og på forpligtende fællesskab, som bygger på respekt, autoritet og kærlighed, og som er konservatismens sociale omdrejningspunkt. Socialliberalismen hylder massemennesket, fritstillet og i ordets tekniske forstand absolut.

Men heldigvis findes der konservative tænkere, som i mangt og meget [og med vidt forskellige grader af succes] gør op med egalitarisme. For den demokratisk sindede, for lighedsfortaleren, kvindesagsforkæmperen og sekularisten er det besk og bitter læsning, men det er præcis dem, der nærer den slags tænker, der bør læse ting, der gør op med vores tid.

Europa blev ikke bygget på lighed, og konservative bør gøre en dyd ud af at holde en ironisk distance til vores tids normer.  Strider imod strømmen og tage stilling til fordel for det agtværdige. Det betyder eksempelvis ikke, at man ikke kan være individualist – i en så kollektivt sindet tid som vores – kan man ikke være andet, men man skal vide, hvad der ligger i det. Lighed og individualisme er uforenelige størrelser, hvis lighed betyder, at man ikke skelner mellem det gode og det dårlige og den duelige og uduelige. Uden forskelle, gør det ingen forskel, hvem man er.

* Naturligvis ikke ligeværdighed, men den lighed, alle anklagede nyder hos en upartisk dommer; jeg mindes Erik v. Kühnelt-Leddihn, der i øvrigt var en stor beundrer af middelaldermennesket, som måske meget godt opsummerer sindelaget som følger:

It is most amazing that one encounters fairly well-educated Christians who believe that “we are all equal before God.” If Judas Iskariot were equal to John the Baptist or John the Evangelist, Christianity would have to close shop. Dominican R.L. Bruckburger said rightly that the New Testament is a message of human inequality. (Could one imagine that, at the Day of Judgment, all sentences could be equal? That God would not “discriminate” between saints and sinners?) (I: Monarchy & War, som fås her hos Mises-Instituttet:  )