Public Opinion and the State
I think one would be hard-pressed to find a single government that hasn’t, at least at some time, tried to influence public opinion. It might even be an unavoidable aspect of statecraft, or even its very core, but the manner in which it’s exercised these days bothers me nonetheless. Especially after coming across the British website Fake Charities, that monitors state-sponsored charities and… non-governmental organizations, and living in a country that is bombarded with propaganda from a multitude of official bodies ministries, public NGOs, charities covering almost every imaginable aspect of life — from health issues (tobacco, alcohol, fats, sugar…), private consumption (climate-friendly, environmentally-friendly), personal and moral issues (stress, domestic violence, prostitution) to politics –with helpful suggestions, information and admonitions. Read the rest of this entry »
Conservatism & Monarchism
Here is an English version of the entry Den konservative Kongstanke, which Ithought might be of some interest to English-speakers as well; especially people accustomed to republicanism.
—
Maria Feodorovna (26 November 1847 – 13 October 1928), born Princess Dagmar of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg and later Princess Dagmar of Denmark, was Empress consort of Russia as spouse of Emperor Alexander III. She was the second daughter of King Christian IX of Denmark and Louise of Hesse-Cassel. Among her children was the last Russian monarch, Emperor Nicholas II, whom she outlived by ten years. - Wikipedia
Conservatism & Monarchism
The White Idea –as monarchism is known in the Russian tradition – plays a central role in national conservative thinking as it is found in the Young Conservatives. Our monarchism, our blind faith in the importance of the monarchy and insistence on the political potential inherent in this once so powerful institution can seem detached from reality, even quaint to an outsider, but we are quite serious.
Some time ago I read the excellent book Blot til pynt [Just for show] by Claus Bjørn, who makes a suggestion as to a conservative view of the monarchy, which I and I suspect many others recognize. He writes (paraphrasing Flemming Hvidbergs contribution to the book Til alle mænds tarv [For the common good], published by the Conservative People’s Party in 1956):
Precisely due to its contituinity, its sequestration from daily life and its special legal and social position, the Crown [kongemagten, “royal authority”] can express the lasting and that which exists above and beyond the daily squabbles of party politics and internecine fights over the distribution of resources. Thanks to its special position, the Crown is all that democracy can never be and thus exactly what democracy needs for it to live up to the concept of a nation.
In Hvidberg’s words, the monarchy “brings fortitude and strength and highness to the nation”. In this I can only agree. King Christian X’s behavior during the German occupation is almost the about the best example I can think of. And the same time, there is a longing for – we long for – a dignified, permanent and majestic counterweight to the simple and overly familiar vulgarity of the politicians. This is both a political and an aesthetic fact. The particular aesthetics of the Royal House – its protocol, its forms of address, its formalities – is treasured as equally as the political aspects, and the two have a very clear relationship; for instance, I find it incredibly inappropriate for government ministers and others to discuss what Crown Prince Frederik may and may not do*.
Etiquette holds that the ministers, like all other civil servants, serve at the pleasure of the Crown. When a minister takes office and meets the Sovereign in audience, he is simultaneously meeting the contemporary incarnation of the original rulers of the Realm: the heir to the absolute king and the prince whose predecessors have always ruled the Danes (and others). Will he accept it – inherited privilege, majesty and sovereignty [overhøjhed, “superiority”] – all this that created Denmark and that now, unapologetically, lies beyond the democratic ideal of equality – or will he reject authority and with it, Denmark? The conservative will not.
When we honor, respect and – ultimately – obey the Sovereign, we do so in part because of a sense of classical fealty felt by conservatives. On the other hand, it is also a of showing that there is still such a thing as honorability [ærværdighed, “honor-worthi-ness”]. Our veneration [ærbødighed, humbleness or “honor-offering”] is meant as a reminder of the continuing existence of venerability, even if the notion that there are differences in how much veneration is expected of each person can be how to accept for liberals. Which we do believe there to be. Thus the trappings of monarchy – our insistence on showing deference – are a way of maintaining the underlying principle of hierarchy and to the things that are given by the past, which is so central. Our respect for the monarchy also has to do with its position as “the other power” – the power that comes into play when the politicians (invariably) fail.
Here we are thinking of examples from abroad – King Juan Carlos of Spain, who averted a military coup; the governor-general of Austrialia, who resolved a constitutional crisis in the ‘70s, and many other cases. The monarchy is a plan B, and a plan B that we habitually dust off and consider; also to demonstrate our lack of childish belief in the virtues of democracy.
Such “democratism” has been described elsewhere, but monarchism is the necessary cure.
Long live the Queen!
*When I first wrote this article, there was an on-going debate going about the Crown Prince running for a seat in the International Olympic Committee, which was frank to the point of insolence.
Dystopiens Følger
Få ting er så motiverende, opildnende og radikaliserende som eskatologiske forestillinger; tanker om den sidste tid, om utopier, hvad enten idealet er det kommunistiske samfund, det klasseløse samfund, det forureningsløse samfund, det helt frie samfund, videnssamfundet, det kønsløse samfund og mange af de andre samfund, der er blevet udtænkt i tidernes løb og har drevet mennesker til alt fra ejendommeligheder til de mest ubeskrivelige rædsler i det tyvende århundredes ‘ismer.
“Venstreutopismen” er et forholdsvist veldokumenteret fænomen; det fremhæves endda positivt om venstrefløjspolitikere, at de “tør forestille sig en bedre verden”, “tænker uden for de givne rammer”, etc. [Jeg opfatter imidlertid den slags som det glade, Dædaliske vanvid, men det er vist ingen overraskelse]. Tobias Harding har i sin gæstekronik i Tradition och Fason skrevet om netop disse tanker, men også reaktionære og romantiske forestillinger om en ideel, førindustriel fortid [in casu: Herredet].
Det samme gør sig gældende for religiøs eskatologi og utopisme — som har udtryksformer fra Amish-folkets forsøg på at skabe et religiøst frirum til wahhabismens forsøg på at genskabe en renere Islam i politisk skikkelse. Også vanvittigt interessant: F.eks. hvordan medlemmerne af Heaven’s Gate følte sig nødsaget til kollektivt selvmord for at kunne undslippe jorden (jordelivet, den uperfekte verden) for at stige ombord deres flugtvej ud (til det overjordiske), kometen Haley-Bopp. Implikationen er klar — hvis man kan syne enden, betyder det nuværende pludseligt meget mindre. Man kender det måske fra feriedage, hvor de sidste udenlandske penge lige skal fyres af inden, man tager hjem, fordi man ved, at man ikke vil kunne bruge pengene ellers. Det er nu eller aldrig.
Netop følelsen af nu eller aldrig er det samme, der historisk set har drevet megen konservativ radikalisme / radikalkonservatisme, men relationen til dystopien er for mig at se for dårligt beskrevet. Hvis en bolsjevik kan drives til radikal, udenomsparlamentarisk handling ud fra ønsket om snarest muligt at indfri et ønske om utopi, så kan en konservativ drives til den grimmeste reaktion ud fra ønsket om for en hver pris at undgå dystopiens virkeliggørelse.
Når jeg skriver dette, er det måske i et udtryk for ængstelse ved implikationerne af en dystopisk opfattelse af Vestens tilstand; jeg hørte i tirsdags Claus Thomas Nielsens tale til Tidehvervs sommermøde, hvor han opridsede Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Kritikken var hård, udsigterne dystre — og over for det tilsyneladende håbløse er der kun to muligheder: resignation eller radikalisering. “Der må gøres noget” og “hvad kan det nytte“.
Men der må være et alternativ: Måske vil det at erkende det uundgåelige kun fremskynde det? Vestens undergang, eller Aftenlandets, er måske et eksistentielt vilkår for os i vor tid, for alle os efter katastrofeåret 1914. Den demokratiske konservatismes forsvar for vestlig civilisation må bygge på det bedste, vi kan mønstre. At hengive sig til radikalisme og reaktion er faneflugt, og idealet må at være som Asbjørn, som vi kender fra Sjørupstenen: Han flygtede ikke ved Uppsala; men kæmpede så længe han havde våben.
Det må være vores tålelige — måske nødvendige — idealisme, som også drev spartanerne til at holde stand ved Thermopolyæ imod en overvældende overmagt i den persiske hær. Spørgsmålet er ikke, om det nytter — spørgsmålet er, om det er den konservative i nutiden eller fremtidens historieskrivere, der skal afgøre det. Nok døde Asbjørn, men han flygtede ikke, og mindet om hans heltedåd (uanset, hvad den var) lever videre til inspiration for fremtidige slægtled
Oldsprogene – Et levende bånd til antikken
Følgende indlæg blev bragt 17. okt, 2008 i Kristeligt Dagblad. Indsendt under titlen: “Oldævl eller Alvor”
SPØRGSMÅLET, om oldsprogene skal være obligatoriske for teologistudiet, handler om mere end blot studieordninger. Spørgsmålet er, om teologien skal leve op til sin arv og bibeholde vores kulturs bånd til oldtiden eller lade dem kappe i poppens navn.
Teologien er som en af de ældste bestående videnstraditioner, vi har ikke blot her i landet, men i hele Europa. Med dens tusindårige rødder til de romerske, græske og jødiske kulturkredse udgør den også et af de få overlevende bånd, vi overhoved har, til oldtidens menneskehed. Den overlevering af kristendommen som en klassisk arv udgør i sig selv en af de bærende bjælker i europæisk civilisation. Ikke vag snak om demokrati og C02, men mennesker af kød og blod, der gennem mange års studier, arbejde, flid, indsats, har været i stand til at holde gang i et bål, der foreløbig har brændt i to tusinde år.
Den tradition har betydning. Alternativet er glemsel, rodløshed, fortabelse.
Men i disse moderne pædagogiske tider opfattes oldtidens menneskers sprog tilsyneladende som uvedkommende, som ”oldævl”, siden man ikke finder det nødvendigt for fremtidens teologer at lære dem. Den debat om teologistudiets indhold, der har verseret i de seneste uger, har navnlig omhandlet behovet for at tiltrække nye studerende (eller ikke skræmme dem bort), stillet over for behovet for at værne om den teologiske faglighed.
Kristendommens centrale betydning for vores kultur fremhæves ofte i politiske og værdimæssige debatter – ikke mindst i borgerlige og kristeligt funderede kredse. Eksempelvis anbefalede nærværende avis anbefalede for få år siden, at kristendommen blev skrevet ind i den europæiske forfatningstraktat. Synspunktet må vel også antages at deles af de teologer, der ikke bestrider præsteembeder. Nu har vi hørt folk tale om kristen civilisation – men er det ment alvorligt?
Som udefrakommende – jeg er hverken teolog eller menighedsrådsmedlem – må jeg også fremhæve, at teologerne er blandt de eneste, der fører faklen videre fra oldtiden i kraft af deres umiddelbare adgang til kilderne. Videreførelsen af vores kultur, som teologien som fag må have til formål, kan ikke lykkes, hvis man i håbet om at tiltrække flere studerende hælder barnet ud med badevandet.
Hvis det er ens alvor, at kristendommen og den kristne kulturarv faktisk har betydning for dansk og europæisk kultur – og, at teologien således er et fag med en bredere relevans end blot at uddanne servicemedarbejdere for de få overlevende kirkegængere – så må ævlet om at afskaffe sprogstudierne lægges på hylden, og man må i stedet hylde oldsprogene.
Links:
